En historie om chokolade

4. adventshistorie om ChokoladeMageriet. Fra Hillerøds uendelige historier. Husk at lægge vejen forbi skønne Dortes butik i Helsingørsgade og køb dig tyk og fattig i smukke chokolader – og så kan du også få fingre i Hillerøds uendelige historier blandt de eventyrlige chokoladeblomster og -slotte.

“Der er noget helt særligt over gågader om formiddagen. Når butikkerne er lige ved at åbne, og solen hænger lavt og får alt til at se indbydende gyldent ud. Varebilerne, der er listet ind i gågaden i ly af mørket for at aflevere tøj, mad, telefoner og ubrugelige dimser til en 10’er. Ekspedienterne, der stiller cafeborde ud og kører tøjstativer frem fra butikkernes glasfacader. Duften af varm kaffe og chokoladecroissanter, der hænger i luften efter de sidste fortravlede jakkesæt som støvskyer efter tegneserieskurke.

Det er som at være backstage lige inden showstart. Lige om lidt ruller Hillerød den store illusion ud, og jeg ved, allerede her inden Slotsgade er rigtig åben, at jeg bliver suget ind og opslugt. Duften, lyset, en ny jakke, der holder min krop i et friskt, varmt greb, nye, dristige sko, der giver mig et forspring.

Dorte står bag disken i Chokolademageriet, selvom butikken ikke er åben endnu. Hun smiler. Det fineste, varme, hvide smil. Hun ligner noget, der skal oven på chokoladen. Den sidste finesse, der får dig til at opdage alle de andre smage. Disken bugner af chokolade i alle mulige former. Små kugler og knapper, chokoladeovertrukne æbler, frøer og flødeboller, stjerner og kors. Og så er der blomster. Lækre, detaljerede chokoladeblomster på pinde. Hele butikken kan spises.

Ved siden af os, i vinduet ud mod torvet, står der et kæmpe chokoladeslot. Det er Frederiksborg Slot. Det var det i hvert fald engang. Nogen har brækket et stykke af det ene tårn og spist det, så nu er det bare en model. Jeg kan godt forstå det, for min mund løber lidt i vand, når jeg forestiller mig, at tårnet stadig er der. Jeg får lyst til at røre det med mine varme hænder, eje det, spise det.

Dorte rækker mig et stykke chokolade – bare ét. Hun fortæller, hvad der er i, og jeg kan høre, hvor velvalgte hendes ord er. Jeg kan høre på hende, at det smager godt. Jeg bliver helt ydmyg og står bare der med det lille stykke chokolade i hånden og indrømmer, at min favorit er den brune Ritter Sport; den med nødder i. Dorte smiler til mig med moderlig tilgivelse og siger, at jeg skal spise det, inden varmen fra min hånd får chokoladen til at smelte. Jeg rødmer næsten over, at min krop sådan kan ødelægge så meget med sin varme. Jeg kan ikke styre den varme.

Nu står vi ude på lageret, hvor Dorte laver chokoladen. Væggene er helt fyldte af hylder med små bakker med smukke chokoladestykker i. Det er næsten lidt vulgært. Hvert enkelt af de stykker smager af uendeligt meget, og nu ligger de der, mast sammen i klynger og råber i munden på hinanden. Jeg har stadig chokoladestykket mellem fingrene. Det bliver blødere.

”Kom. Nu går vi ind i butikken og får en kop kaffe,” siger Dorte, og hende og Nana går i forvejen. Nu står jeg helt alene i et lille rum, hvor væggene er af chokolade, og føler mig som en lille dreng, der meget snart skal til at gøre noget forbudt og farligt. Det er lige der, man mister kontrollen; når man

bider og ikke ved, hvad der gemmer sig inde i chokoladestykket. Måske kommer der en blød, varm spirituscreme ud, måske kan jeg ikke styre den, måske løber den ned ad mit ansigt. Så jeg tager hele stykket i munden på én gang. Jeg er helt alene, men med ét er det, som om jeg står midt på torvet udenfor, og nogen lige har hevet bukserne ned på mig. Men det føles rart; som om de andre ikke griner af mig. Som om vi bliver uendeligt forelskede lige der – publikum og mig – ved synet af hinanden. Og jeg er ikke i tvivl. Der er ikke andre end det her ene stykke chokolade, og det er os to for evigt, så jeg synker det. Og nu er smagen væk. Altså, det smager stadig, men det er helt tydeligt en eftersmag. Det er ikke den ægte vare. Det er bare et minde om det stykke. Det er lidt som at miste.

Ude i butikken sidder vi sammen ved et lille bord, og Dorte har lavet et fad med 12 stykker chokolade. Hun snakker om kærlighed. Om hvordan hun altid har elsket chokolade, og om hvordan hun fandt sin mand, da hun åbnede sin første butik i Hillerød. Han boede oppe ovenpå, og havde det ikke været, fordi Dorte skulle åbne den chokoladebutik, havde de aldrig mødt hinanden. Der hænger et stort billede fra deres bryllup i butikken, hvor de kører væk i en åben veteranbil. ”Jeg har meget at takke chokoladen for,” siger hun. ”Husk at smage!”. Hun peger på det lille sølvfad med de 12 stykker chokolade, som står på bordet. Jeg spiser dén, som ikke ligner noget; den som gør mindst væsen af sig. Stadig i én mundfuld, for de andre kan jo se mig. Tygger den hårde kant med lukket mund.

Dorte ser på mig med milde øjne, og hun giver mig tid til at spise uden at sige noget. Hun fortæller, at hun ikke bruger opskrifter mere; de får én til at fokusere på det forkerte. Når man kender sin chokolade, behøver man ikke en opskrift. Så kan man mærke, hvad der er rigtigt. Der løber tyk, lun mint ud af chokoladestykket inde i munden på mig. Det smager af sukker og sølv, vægtilvæg-tæpper under fjernsyn med træpaneler på siden, afsyret eg og varme, gamle hænder.

Om vinteren brugte jeg som barn hvert frikvarter på at lave den bedste, rundeste, hårdeste snebold. Hele frikvarteret arbejdede jeg på den snebold og gemte den under rygerbænken, så jeg kunne arbejde videre på den i næste frikvarter. Og når den var blevet helt perfekt, gik jeg en tavs runde i skolegården med snebolden i mine bare hænder, så de andre kunne se, hvor perfekt og fuldendt mit utrættelige arbejde havde gjort den. At jeg havde skabt den med mine egne hænder. Og det gjaldt om at komme hurtigt gennem gården, inden varmen fra mine hænder smeltede snebolden, for når det skete, var det slut. Så var den ødelagt for altid.

Dorte fortæller, at hun har rigtig travlt. Der er så mange, der vil købe hendes chokolade, at hun har fået stress. Jeg ser på hendes rolige hænder, der drejer chokoladefadet, så stykkerne kommer tættere på mig. De samme hænder, som har stået og skrevet ”jeg elsker dig” i blød skumskråskrift på chokoladehjerterne henne i glasmontren. De samme hænder, som dag ud og dag ind har rørt roligt og fortroligt ved chokoladen, og som altid bare ville lave chokolade, og som nu har fået for meget. Jeg får lyst til at købe hele butikken med hjem, men jeg nøjes med en buket chokoladeblomster til min kone. Hun er stik modsat mig; hun har ikke spist den sidste blomst endnu. Jeg kan høre en flue blive zappet ihjel i en insektfanger et sted inde bagved.

Da vi kom ud af Chokolademageriet den formiddag, kiggede jeg direkte op i solen. Lyset var så varmt og vildt, at jeg ikke kunne lade være.”


Fotos: Frej Rosenstjerne

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s