Historien om Den Lille Færge

Så er der en adventshistorie fra vores bog igen:)

“Jeg tror, vi er gået forbi den hver dag, siden vi kom til Hillerød. Den tuktukker rundt i cirkler på Slotssøen i et roligt, fast og ufravigeligt skema med to knob i timen, og alligevel får den møvet sig ind på alle postkort og feriebilleder, jeg har set af Hillerød. 

Hver gang vi er gået over Hillerød Torv, har folk stået i håbløse køer for at sejle med færgen, og hver gang har jeg tænkt over, hvor meget af et liv man spilder på at stå i kø. På at vente. På ikke at komme nogen vegne. Hver gang er vi gået over torvet, fordi vi skulle hen til noget. Vi skulle hele tiden videre. Men i dag skal vi ikke videre. Vi skal om bord. 

Vi mødes med Paul, der er redder, og Sylvest, der er skipper, og der er heldigvis ikke kø så tidligt på dagen, så vi kan komme af sted med det samme. Men det er, som om Paul og Sylvest gerne vil have, at man venter lidt med at gå om bord. Som om det er nødvendigt at have en tid, hvor man ikke gør noget, før man kan sejle. I hvert fald inviterer de os på kaffe og basser i klubhuset først. 

Det ligner et maritimt trykkammer, som det hænger der ud over vandet, et hemmeligt træskur mellem sivene, og jeg forestiller mig, at vi skal dekomprimeres, før vi kan stå til søs. 

Der er helt stille derinde. Der er et bord med fire stole, en masse redningsveste, solblegede barometre på væggene, to mørkebrune reoler med solide sider, et køleskab med kaffemaskine ovenpå og en fornuftig løsning til kaffefiltrene og køkkenrullen. Det er en hybrid af alle vores bedsteforældres hjem. Man kan kun indrette hyggeligt og effektivt på en gang, når man har været det samme sted i mange år. Det kræver tid og ro. Det er ordentligt. 

Paul fortæller grundigt om, hvad man skal kunne for at blive skipper. Det er egentlig ikke meget. Man skal være fyldt 75 år og have duelighedstegn, og jeg ved fra Anders And-bladene, at det er noget, alle raske drenge burde have. Jeg har ikke duelighedstegn, og jeg tænker, at det må jeg hellere skynde mig at få. Jeg skriver det på listen over ting, jeg skal nå. Jeg har listen i mit hoved, og jeg løber den igennem mindst én gang om dagen for ikke at glemme alt det, jeg skal nå. Vi skal også nå at skrive en sang, og jeg forsøger at stille alle mulige åndrige spørgsmål. Men det er, som om jeg skyder helt ved siden af. 

Hvad betyder det for dig at sejle sådan en færge? 

Paul: ”Det er fint.”

Kan du beskrive stemningen om bord? 

Sylvest: ”Den er god nok.”

”Det er nogle dejlige basser,” siger Nana og smiler. ”Ja, vi må hellere tage én med ud til svanen,” blinker Sylvest. Paul klukker lydløst. ”Vi har jo Danmarks mest fotograferede svane. Folk er så glade for at tage billeder af den, for den sidder så stille, at billederne bliver helt perfekte.” Der er stille et par sekunder, og jeg prøver at regne ud, hvad jeg skal sige om den svane. ”Den er af plastik!” griner Paul og Sylvest. Nana og jeg puster ud i et stort fælles “nååååå”.

Dem har de mange af, de vittigheder, og jeg kommer altid halsende bagefter og fanger pointen lidt for sent. De fortsætter, da vi sejler ude på søen. Sylvest stopper motoren ved et af slottets runde tårne. ”Ja, hende damen der bor der nu, hun er jo løbet ind i et vældigt problem, ved du, hvad det er?” Han kigger på mig, der er helt tavs. ”Hun har købt et hjørneskab.” Nana griner hjerteligt, og jeg er helt lettet over, at han ikke ventede på, at jeg skulle svare. ”Man skulle ellers tro, hun havde lært det, dengang hun købte et fladskærms-tv.” ”Ja, det er jo derfor, Samsung laver nogle modeller med bøjet skærm nu,” fortsætter Paul. 

Sylvest fortæller lidt om årene, inden han gik på pension i Hillerød. Han var pilot og fløj nogle af de helt store charterture. Han har set hele verden og har boet i Bangkok i mange år. Når han sidder der med roret i sine sikre næver og kaster et smalt og roligt blik ud over Slotssøen, er det, som om vi flyver hele verden rundt i hans maskine. Inde på torvet buldrer den koordinerede familie-weekendhygge af sted for fuldt tryk. Der er loppemarked, ungerne løber solbrune rundt med is i hænderne, og forældrene drikker langsomme cafe latter på cafeerne. Nede ved bådebroen fodrer man ænder, og folk løber runder om søen. De løber uden at skynde sig, og en flok mødre ånder synkront ud på en luftig yogavokal bag en lævæg af barnevogne. Henne på plænen sidder en flok unge og drikker øl. De kalder plænen for Posen, og de taler om træerne. Samtale for samtale hænger de deres minder i de træer, så de ved, hvor de skal finde dem, når de vender hjem igen som voksne. 

Vi flyder ind i skyggen fra slottet og hen mod barokhaverne, hvor buskene er plantet, så de former kongelige monogrammer. Det er royal graffiti, og haven strækker sig prangende hele vejen til Esrum Sø herfra. Længere henne ligger det gamle stutteri, hvor man fremavlede Frederiksborg-hesten i gamle dage og gjorde Danmark berømt i hele Europa for de stolte heste med det ædle blod. Til sidst kommer vi til rækken af huse, der ligger ned mod vandet. Imens Sylvest lægger an til landing, fortæller han, at her, i de trange liebhaver-baghuse ud mod søen, boede han som dreng.

Det føles som en jordomrejse, den sømil vi har sejlet på Slotssøen, og nu skal vi ikke nå noget mere. Når først vi har set det hele, behøver vi ikke skynde os hen mod mere. Nu har vi set hele Hillerød. Og nu bekymrer jeg mig heller ikke om pointen længere. Den kommer af sig selv her. 

”Hvilket ben har hesten løftet på statuen af Frederik VII henne på torvet?” Det er Paul, der spørger. ”Højre,” siger Nana, og jeg gætter snedigt på, at den stejler. Men det er lige meget, egentlig. Vi lægger til og siger tak for turen. Der står familier i kø for at komme om bord efter os, og jeg ser en far, der har trukket skuldrene et godt stykke op under ørerne. Han knipser en smøg væk, inden han følger efter sin familie ind på færgen. Om en sømil er han tilbage på torvet, og de skuldre sidder, hvor de skal, det er jeg sikker på. 

”For fanden, drenge!” Det er Nana, der bander storsmilende henne ved statuen af Frederik VII. Jeg går rundt om soklen for at se statuen forfra. Der står han, Frederik VII, og spejder ind over torvet. Blikket roligt og rankt, ryggen mod Slotssøen, begge ben og stokken solidt plantet i jorden. Ikke skyggen af en hest.”


Fotos: Frej Rosenstjerne

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s