En lille julehistorie

Vores forlag er i julehumør og deler ud af Hillerøds Uendelige Historier som små adventsgaver… idag kan du læse historien om Thomas og Bruno, der har en frisørsalon i Hillerødgade. Glædelig jul!

“Vi går over torvet, væk fra kaffeduften i Slotsgade og forbi køen ved Den Lille Færge på Slotssøen. Passerer de to standardiserede cafeer, der flankerer indgangen til Helsingørsgade, hører, hvordan byens lyde bliver hængende nede på torvet, efterhånden som vi kommer længere ind i den tavse gade. Her ligger en lille bitte butik i en rød bygning. Et enkelt vindue under markisen, et lille bord og to klapstole ude foran. Inde i vindfanget lyser en gullig lampe i langsomme bølger døgnet rundt. Her ligger frisøren.

Det er Bruno og Thomas, der har den. De er far og søn. Faktisk er det Thomas, der har butikken, nu hvor Bruno har nået pensionsalderen. Men Bruno arbejder der stadig. Sådan en saks slipper man ikke bare sådan lige.

Da vi kommer på besøg en morgen midt i butikkens ferieluk, har vi allesammen taget en pose chokoladecroissanter med, og vi bliver forlegne ved tanken om at skulle spise sådan et kæmpebjerg af smør og chokolade, så vi spiser nærmest ingen af dem. Thomas kommer cyklende på en Christiania-cykel med sin datter i, og hun sidder ude i baglokalet og tegner prinsesser hele formiddagen.

På væggen hænger der et ur med sakse som visere, og her har man den slags herreure på, som aldrig går i stå. De tikker lydløst afsted, mens Bruno fortæller en vittighed om en mand, der købte katten i sækken. De er ellers hurtige til at forsikre os om, at de ikke er gode til at fortælle historier, Thomas og Bruno. ”Vi lytter jo mest,” forklarer de undskyldende, som om det at lytte er den mindst respektable disciplin i en samtale.

Men de kan noget med det at lytte. Det er, som om deres øjne lytter. De kigger på os professionelt årvågne, imens vi fortæller den ene historie efter den anden om os selv. Som om de suger fortællingerne ud af os med blød sort magi. Jeg er overbevist om, at jeg kun kan styre mig og spørge ind til dem nu og da, fordi jeg ikke sidder i den bløde frisørstol og bliver klippet eller får vasket hår. Hvis de ovenikøbet stod og nussede sådan om os med deres fine hænder, ville jeg bare give slip og bekende alt. Også det, jeg egentlig tror er ligegyldigt for alle andre.

Det er ordene, der hæfter os til hinanden, men kun hvis de kommer roligt og med pauser. Ikke snakke hele tiden, det er anstrengende. Så vi venter lidt, nu og da. Giver tid, tænker på ingenting, og så er der nogen, der fortæller noget nyt. Nogle gange er det Thomas og Bruno, der mundhugges om nogle detaljer i historierne. Eller det vil sige, de siger bare hver sin ting, som ikke passer med den andens, og så er der én, der siger ”hmm”, og så er der stille lidt. Det er de samtaler, Thomas nævner, når vi spørger, om de aldrig kommer op at skændes, når de nu har gået op og ned ad hinanden et helt liv i Helsingørsgade. Det er dén, der siger ”hmm”, der føjer sig og giver den anden ret. Og så går vi videre.

Thomas’ hænder er hurtige og tavse. Når han løfter kaffekoppen, giver den ikke en lyd, og han kan fiske en croissant op af papirposen, uden nogen hører det. Jeg har også set ham klippe en dame, og saksen var helt stille. Kun håret siger noget, når det bliver klippet over. Thomas’ hurtige hænder og den tavse saks gør, at man overhovedet kan høre, hvor stille her er imellem historierne. Og så er der en mild klikken fra sakseviserne på væguret, som altid lige kigger frem sekundet før, der begynder en ny historie.

Vi snakker en del om verden udenfor, for vi er enige om, at verden, det er noget derude. Det er herinde, man rigtigt er, og her er det meste, som det hele tiden har været. Derfor kan man regne med det. Udenfor løber folk hurtigt forbi og har travlt med at komme hjem bag skærmen for at tale med hinanden på lang afstand. Og de taler nok mest om, hvad de skal nå, og hvad det skal blive til. Men herinde taler man mest om, hvem man er, og hvad man har lavet på det sidste. Og så snakker man om det, der ikke har en tid. Når man snakker med Thomas og Bruno, er det som at blive masseret, nusset om, friseret.

Da vi går derfra, er tiden suset afsted, og der er næsten ikke mere formiddag tilbage. Og vi kan faktisk ikke rigtig huske, hvad vi snakkede om, men vi ved, at tiden i hvert fald ikke gik, imens vi var derinde.”


Fotos: Frej Rosenstjerne

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s